LejelovenMenu

Sådan optimerer du din boligsøgning

Når du søger bolig, er det ikke altid, at du får svar på din henvendelse fra udlejeren. Dette skyldes, at udlejere ofte får mange henvendelser fra boligsøgende - især i de større byer. Vi guider dig her til, hvordan du kan optimere din boligsøgning, så du kan øge dine chancer for at få den lejebolig, som du drømmer om.

Skriv en god henvendelse

Fordi udlejere ofte modtager mange henvendelser fra boligsøgende, kan det være en god idé at skrive en henvendelse, som er personlig, når du søger en lejebolig. Her handler det særligt om at skille sig ud, så udlejer husker din henvendelse frem for andres. Skriv lidt om dig selv, og hvorfor lige netop du er en god lejer. Du kan eksempelvis skrive, hvis du har en fast indkomst, og hvor længe du har planer om at bo i lejemålet. Du kan også skrive, hvorfor du søger den specifikke bolig. Hvis udlejer kan mærke, at det er din drømmebolig, er der nemlig større chance for, at det er dig, der bliver valgt som den nye lejer.

Bred din søgning

Det kan være en god idé at brede din søgning ud og søge flere relevante boliger. Især hvis du søger bolig i storbyerne, da der her er mange om buddet på de enkelte boliger. Hvis du ikke har heldet med dig i den ønskede by, kan du også prøve at kigge på nærliggende byer for at se, hvad de har at byde på. Søger du i et populært område, vil der som regel også være penge at spare, hvis du breder din søgning til nærområderne. Hvis du er åben for at bosætte dig et sted, som ikke er helt centralt i en storby, kan dette derfor også have sine fordele.

Gør brug af sociale medier

Det kan også være fordelagtigt at benytte dit netværk, når du søger en bolig. Dette kan blandt andet være ved hjælp af Facebook eller Instagram, hvor du kan slå et opslag op på sin profil. På Facebook kan du ligeledes slå opslag op i relevante grupper med lejeboliger og på den måde blive set af andre, som måske har, eller kender nogen som har, en lejebolig der passer med det du søger. I opslaget kan du skrive lidt om dig selv, dine krav til din kommende lejebolig og vedhæfte et billede af dig selv, så folk kan se, hvem du er. Folk på de sociale medier er ofte gode til dele hinandens opslag, så dit opslag vil med garanti nå ud til en masse mennesker, som normalt ikke ville have fundet ud af, at du søger bolig.

Skriv dig op på ventelister

Søger man bolig her og nu, gør man som oftest mest brug af boligportaler. Mange glemmer derfor, at man også kan have gavn af at skrive sig op på venteliste ved diverse boligforeninger. Selvom ventelister ofte er en langsigtet løsning, kan det dog være en god idé, fordi drømmeboligen hos boligforeninger ikke afhænger af en god ansøgning men af din anciennitet. Nogle gange kan det være lidt nemmere at nøjes med en anden bolig i et par år, hvis man ved, at der venter noget godt forude.