Rebild Huslejenævn
Ønsker du at bringe en sag til Rebild Huslejenævn, skal du henvende dig skriftligt til Huslejenævnets sekretariat. Dette kan du gøre enten på mail til raadhus@rebild.dk eller ved almindelig post til følgende adresse:
Huslejenævnet
Rebild Kommune
Fællescenter Sekretariat
Hobrovej 110
9530 Støvring
Din henvendelse skal indeholde
Når du henvender dig til Huslejenævnet, skal du først og fremmest lave en kort og præcis beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om. Hertil skal du vedlægge:
- En kopi af lejekontrakten med relevante underskrifter fra alle lejere
- Kopier af relevante bilag, der kan have betydning for sagens afgørelse
- Eventuel billeddokumentation - husk at beskrive hvad billedet konkret illustrerer
Når du indbringer en sag for Huslejenævnet, bliver du pålagt et lovpligtigt gebyr. Huslejenævnet påbegynder først behandlingen af sagen, når de har modtaget din klage, og har registreret det indbetalte beløb. Du kan se, hvor meget det koster, og hvor pengene skal indbetales, her .
Sådan behandles din sag
Når sagen påbegyndes, vil din modpart få mulighed for at udtale sig og komme med sin side af sagen. Når dette er gjort, vil Huslejenævnet vurdere, om sagen kræver yderligere oplysninger. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at besigtige lejemålet, eller at indkalde jer til møde på Huslejenævnets kontor. Hvis dette bliver aktuelt, vil I få besked med mindst 1 uges varsel.
Du kan læse mere om hvilke typer sager Rebild Huslejenævn kan træffe afgørelser i, samt pris og andre praktiske oplysninger, her .